Hvorfor skaller min gel neglelak af? 7 årsager og løsninger


Du har brugt tid på at lægge en flot gel neglelak manicure — og allerede efter et par dage begynder lakken at skalle af eller løsne sig. Det er frustrerende, og du er langt fra alene om problemet.

Den gode nyhed er, at gel neglelak i langt de fleste tilfælde skaller af på grund af ét eller flere konkrete fejlskridt — ikke fordi produkterne er dårlige. I denne artikel gennemgår vi de 7 hyppigste årsager til, at gellak ikke holder, og hvad du kan gøre for at undgå det.

Årsag 1: Neglen er ikke forberedt korrekt (prep)

Den absolut hyppigste årsag til at gel neglelak skaller af er mangelfuld forberedelse af neglene. Gel hæfter simpelthen ikke til fedt, fugt, støv eller døde hudceller.

Hvad du skal gøre: Skub neglebåndene tilbage og fjern det hvide lag (døde hudceller) fra neglepladen. Buff overfladen meget let med en fin buffer — du skal kun mattere det blanke shine fra neglen. Rens derefter neglene grundigt med en cleanser eller isopropyl alkohol, og undgå at røre neglene bagefter.

Tip: Sørg for at alt støv og fnuller er helt væk fra neglen inden du påfører base coat. Brug en lille pensel eller blæs forsigtigt.

Årsag 2: Lakken rammer huden eller neglebåndene

Hvis base coat, color coat eller top coat rammer huden eller neglebåndene, vil det fungere som et "løft punkt" hvor gelen begynder at løsne sig fra kanten og indad.

Ikke nok med det, er det også vigtigt at gel produkter ikke kommer i kontakt med huden, da det i nogen tilfælde på sigt kan forårsage allergi. Så får du produkt på huden, fjernes det straks med isopropyl alkohol.

Hvad du skal gøre: Påfør altid lak i tynde lag og hold en tynd fri bane langs kanten af neglen — ned mod hud og neglebånd. Hvis du rammer huden, fjern det straks med en træpind eller en lille pensel dyppet i cleanser.

Årsag 3: For tykke lag

Mere lak = bedre dækning er en af de mest udbredte misforståelser i gellak-verdenen. Tykke lag hærder ikke korrekt hele vejen igennem, hvilket resulterer i en blød indre kerne — og lakken skaller af.

Hvad du skal gøre: Påfør altid tynde, jævne lag. Det er bedre at lægge to tynde lag color coat end ét tykt. Et godt lag er så tyndt, at det næsten virker gennemsigtigt inden hærdning. Flere tynde lag, frem for få tykke lag! Vigtigt.

Årsag 4: Forkert hærdetid eller forkert lampe

Gel neglelak er fotosensitiv — den hærder ved hjælp af UV lys. Hærder du for kort tid, eller bruger du en lampe der ikke er kompatibel med dit produkt, vil gelen ikke hærde korrekt.

Hvad du skal gøre: Brug altid den anbefalede hærdetid for hvert lag (base coat, color coat og top coat kan have forskellige tider). Sørg for at alle negle er fuldt eksponerede i lampen — undgå at de vipper mod siden.

Tip: Brug helst lampe og produkter fra samme mærke. Hærdebølgelængden er optimeret til hinanden og sikrer bedre holdbarhed.

Årsag 5: Neglespidsen er ikke forseglet

Neglespidsen og undersiden af neglespidsen er det sted der udsættes for mest slid i hverdagen. Hvis du ikke forsegler kanten, vil lakken begynde at skalle af fra spidsen og arbejde sig baglæns mod negleroden.

Hvad du skal gøre: Stryg base coat, color coat og top coat let hen over neglespidsen ("capping the free edge"). Det er en lille bevægelse der gør en stor forskel for holdbarheden.

Årsag 6: Fugtige negle inden påføring

Hænder der lige har været i vand, creme der ikke er absorberet fuldt ud, eller sved kan alle forhindre gelen i at hæfte ordentligt til neglepladen.

Hvad du skal gøre: Vent mindst 30 minutter efter håndvask eller bad inden du lægger gel neglelak. Påfør aldrig neglelak med creme eller olie på hænderne. En let aftørring med cleanser lige inden base coat hjælper altid.

Årsag 7: Brug af gammel eller forkert opbevaret lak

Gel neglelak har en holdbarhed, og produkter der er opbevaret forkert — i direkte sollys, ved høje temperaturer eller med løs hætte — kan miste sin evne til at hærde og hæfte korrekt.

Hvad du skal gøre: Opbevar gel neglelak mørkt og køligt (ikke i køleskab). Tjek at hætten er tæt lukket efter brug. Smid produkter væk der har ændret konsistens, er klumpet eller lugter anderledes end normalt. Nogle produkter kan også med tiden skille en smule, så at ryste eller rulle flasken er også en god idé.

Tjekliste: Gellak der holder i 3-4 uger

Her er en hurtig oversigt over de vigtigste punkter til en manicure der holder:

  1. Skub neglebånd tilbage og fjern døde hudceller
  2. Buff neglepladen let — matte overfladen
  3. Rens med cleanser — rør ikke neglene bagefter
  4. Påfør base coat i tyndt lag, forsegl spidsen, hærd
  5. Påfør 2 tynde lag color coat, forsegl spidsen efter hvert lag, hærd
  6. Påfør top coat i tyndt lag, forsegl spidsen, hærd
  7. Fjern det klæbrige lag med cleanser (medmindre du bruger no-wipe top coat)

Hvad nu hvis lakken stadig skaller af?

Hvis du har fulgt alle ovenstående trin og lakken stadig ikke holder, kan det skyldes naturligt fedtet negle (overproduktion af talg fra neglebåndsområdet) eller brug af medicin der påvirker neglestrukturen.

I begge tilfælde kan en ekstra omgang cleanser og brug af en god primer inden base coat gøre en stor forskel.

Har du spørgsmål til produkterne eller til teknikken? Hos Gellak.dk har vi vejledninger og produkter der hjælper dig med at opnå et professionelt resultat derhjemme.